Året er 1315 og der har samlet sig en stor skare. I midten af den står en halv-voksen dreng med en lut og fingre der burde have slået knuder på sig selv, sådan som de flyver over gribebrættet. Han lokker melodier fra lutten som skaren aldrig har hørt før. Nogle af dem antager, at han må have indgået en korsvejshandel med Djævlen selv. Men mønter klirrer i hatten for hans fødder og mere beder han ikke om. Han lever fra dag til dag, fra gadehjørne til gadehjørne, rejser når solen skinner, bliver når regnen falder. Skaren begynder at sprede sig og biskoppen går igennem den. Drengen stopper med at spille. Biskoppen hverken standser eller ænser ham. Drengen venter til han er forbi før han begynder at spille igen. Havde han evnerne, havde han skrevet en sang

Moro

Musikanterne

Kontakt

Lut'omanen

eller to om sin far og, hvordan bispehuen klæder han pande. Men vers er ikke hans forte, melodier og akkorder er hans sprog. Det tynder ud i skaren, påmindet af biskoppens optræden, at søndag er dagen for bøn og taksigelse. Han bliver stående og spiller alligevel for at fange en ekstra mønt eller to.

Nogen rømmer sig foran ham og da han kigger op fra strengene, ser han to jævnaldrende drenge og en pige. De har alle instrumenter i deres bælter eller over ryggen og de finder dem frem og stiller sig bag ham. Pigen veksler mellem fløjte og sang, den ene dreng lægger en solid, men legesyg rytme og den tredje lader sin laud ligge over ryggen, imens han begynder at spytte det ene uhyrlige og finurlige vers efter hinanden.

De spiller til langt ud på eftermiddagen, og den samme skare der så drengen om morgenen, ser ham nu med en gruppe af ligeså forunderlige typer som han selv. Hatten er langt fra fuld, men den er tungere end den har været længe. De går til kroen den aften og de tre introducerer sig, Kløver, Rytmegøgleren og Lira, spørger hvad drengen hedder, men han når ikke at svare før de omdøber ham Lut’omanen og skåler.

 

Salgsbod

Kalender

Copyright © 2019 - Moro middelaldermusik.